Uindbudt gæst

Illustration: mdpai75 / mojitos rock / nhs

Liget hang i stuen, da Niller kom hjem fra arbejde. Det var endnu ikke begyndt at lugte. Det overraskede ham at finde det dér, det havde ikke hængt der om morgenen, da han tog af sted, og et lig kunne da ikke bare dukke op ud af den blå luft, vel? Nogen, en mand i slutningen af trediverne eller måske begyndelsen af fyrrerne, havde fået adgang til hans, Nillers, hjem i løbet af dagen, havde fundet frem til hans stue, havde taget sig tid til at bore en krog op i hans loft og havde så kastet et reb over krogen og hængt sig – endda mens Niller intetanende havde arbejdet med et særligt vanskeligt Excel-ark til en præsentation. Det var en højst besynderlig og, syntes Niller, virkelig ikke spor velkommen opførsel.

Så vidt han vidste, kendte han ikke manden og havde heller ikke kendt ham, dengang han var en mand, og ikke et lig der hang i en stue. Niller havde aldrig rigtigt tænkt over de mere metafysiske spørgsmål i livet, så han vidste ikke hvad videnskaben sagde om hvor manden endte og liget begyndte, så han vidste ikke rigtigt hvem af dem der havde gjort hvad. Hvem havde hængt sig? Hvem hang?

Baronens sidste efterår

Illustration: Dorte Haltrup (foto) / nhs

Ingen i byen lærte nogensinde hvor han kom fra eller hvordan han havde fået titlen 'baron'. Han red første gang igennem byen med sit fornemme følge ved middagstid en klar frostdag i januar uden at gøre holdt og uden overhovedet at værdige den gamle kirke, kroen eller de usle bygninger et blik. Byens borgere – dårligt klædte og beskidte, i hvert fald i forhold til rytterne – blev tilkaldt af lyden af hove og kom ud af husene. De stod tavse og så dem ride forbi. Rytterne var klædt i farvestrålende dragter, blå, lilla, røde farver gik igen i de flestes, deres hatte var pyntede med perler og fjer. I byen havde man aldrig set sådant tøj før. De gik ud fra at det var den seneste mode, men de vidste ikke hvor det var den seneste mode henne.

Baronen – selvom de på det tidspunkt endnu ikke vidste, at det var det, han var – red forrest. Bag ham fulgte de andre ryttere, to og to. Han holdt tøjlerne stramt samlet i venstre hånd og havde overkroppen drejet halvvejs i den modsatte retning, mens han holdt hesten i hastig skridtgang. De havde aldrig set nogen ride sådan før, men de fornemmede at det måtte være en betydningsfuld mand, der ville vælge at ride så ubekvemt.

Den mudrede vej der førte tværs gennem byen, var endnu ikke blevet hærdet af frosten, som var kommet sent den vinter, og hestene efterlod sig snorlige rækker af spor efter deres hove. Smeden studerede dem bagefter med kendermine og udbredte sig om den høje kvalitet af hestenes sko og kom med gæt på hvor de kunne være blevet skoet og af hvem. Der var ingen der nænnede at spørge ham om, hvorfor hans egne hestesko var kendt for at gå løs efter få måneder, når han nu vidste så meget om dem. Det var alligevel de færreste af dem der havde råd til at få skoet deres heste, der var arbejdsheste og hvis slægtskab med de slanke fuldblods som baronen og hans følge red på, næsten ikke var til at få øje på.

De kom over højderyggen

De kom over højderyggen og i ly af natten.

Det første han lagde mærke til, var et lysglimt der ikke burde have været der. Det var nat, og fuldmånen hang unaturlig stor over dalen, der lå klemt inde mellem stejle bakkeskråninger. Bag ham spillede musikken, og der lød fjern mumlen fra mange, opstemte stemmer.

Glimtet kom fra toppen af bakkekammen mod syd og var næsten usynligt. Han var god til sit hverv, han var rolig, grundig og havde evnen til at bevare koncentrationen selv efter timers inaktivitet, men selvom en god vagtpost havde evnen til at registrere bevægelser i hele synsfeltet uden at fokusere på et særligt område, så var lysglimtet så svagt og det var forsvundet igen så hurtigt, at det var et rent tilfælde, at han fik øje på det. Han så kun det ene, selvom han nu vidste præcis mod hvilket område han skulle vende opmærksomheden, hvilket betød at angriberne var erfarne. En måneoplyst nat som denne var det næsten umuligt at undgå den slags små uheld, en klinge eller et skjold der ikke var sløret godt nok med den helt rigtige blanding af mudder, sod og opløste blade. En blottet pilespids kunne være nok, hvis månens lys var stærkt nok og beskueren årvågen eller heldig nok.

På isen

Illustration: Dorte Haltrup (foto) / nhs

Den sidste morgen var kulden så stærk at næseborene frøs til is. De havde været strandet på gletsjeren i fire uger, og der var ingen tegn på at hjælpen var på vej. Kræfterne var ved at slippe op for dem begge, men om morgenen anede David ikke at denne dag ville blive den sidste.

Thomas havde forladt teltet tidligt for at lade sit vand. Teltet var egentlig for småt til dem, det var et halvandenmandstelt, og sammen med resterne af deres udstyr og proviant fyldte de det helt op. Det vigtigste, og det eneste, der var at gøre i deres situation var at holde humøret oppe, men det var næsten umuligt, når de var tvunget til at bo så tæt sammen. Det andet telt havde de mistet allerede inden Thomas brækkede anklen og de måtte opgive at fortsætte rejsen. Hans fod blev fanget i en af de mange forræderiske spalter og revner som gletsjeren til deres overraskelse havde vist sig at være plaget af.

Den sidste melodi

Der er lyden af en gammel, skrattende transistorradio. Lyden når hende mellem træerne i den kolde skov. Den stiger og falder i styrke, som om den bliver båret til hende langvejs fra af vinden. Nogle gange er den ikke højere end en tanke, andre gange er den så høj at hun næsten kan genkende melodien, men det gør hun aldrig. Melodien er både bekendt og fremmedartet. Hun får den tanke at tonerne på deres vej gennem skoven vælger hver deres rute mellem træerne og derfor når hende i en lidt anden orden end de er startet i.

Hun går efter lyden, selvom hun aldrig er helt sikker på i hvilken retning den kommer fra, og den ikke lader til at blive højere ligegyldigt hvor langt hun går. Hun ved ikke hvad hun ellers skal gøre. Der er ingen sti, men træerne står ikke tæt og jordbunden er fast og nem at gå på.

Carlotta

Jeg er ikke noget slet menneske. Den tanke må Du have for øje, kære Læser, hvis Du vælger at bruge tid på at læse denne min beretning til ende. Det var ikke tanken om de mange penge, som så utvetydigt blev stillet mig i udsigt af min onkel, der fik mig til at stå på toget i Boston den skæbnesvangre aften, kun få timer efter at jeg havde modtaget det besynderlige og højst overraskende brev. Jeg anså mig dengang nærmest for at være en slags intellektuel og havde vel nok vundet mig et vist navn inden for den offentlige polemik som en årvågen iagttager og en skarp pen. Og som man så kunne forvente, anså jeg penge mere som et nødvendigt onde, som jeg fra tid til anden måtte tigge mig til fra forskellige benefaktorer blandt Bostons såkaldte elite, end som noget jeg selv måtte eje. Dette var der i sig selv ikke noget usædvanligt i.

Men da det lød fra min onkels egen hånd, at hans tid var ved at rinde ud, som han så sentimentalt udtrykte det, var jeg mellem de nærmere og fjernere slægtninge, som på hans egen opfordring søgte mod hans påståede sygeleje. Min broder, derimod, var ikke, selvom han havde modtaget samme skrivelse fra vores onkel som jeg selv. Vi havde et skænderi – jeg opfattede det i det mindste som et skænderi – på perronen, som kun endte fordi toget netop da satte i gang, og jeg kunne lade som om larmen fra kedlen og den hidsige fløjte druknede hans sidste, ildevarslende ord.

Monster

Illustration: Stine Johannsen

Der var en del af lejligheden hvor hun ikke længere kom. Et enkelt rum hun holdt aflåst. Det gjorde ikke så meget. Hun havde jo egentlig plads nok, og det var nemt at gå forbi døren, på vej ud i køkkenet eller ud på toilettet, uden at lægge mærke til nøglen der stak ud af nøglehullet. Det var i hvert fald let nok for det meste, og det var jo det der talte. Hvis der var flere gode dage end de andre, var alt i orden, det havde hun altid tænkt.

Det sværeste tidspunkt på dagen var, mærkeligt nok, lige når hun kom hjem om aftenen efter arbejde og satte poserne fra supermarkedet på bordet i køkkenet. Dét og så nætterne. Hun kunne selvfølgelig ikke længere bruge det aflåste soveværelse, så hver aften trak hun madrassen fra det lille rum som hun før i tiden havde brugt til kontor -- dengang hun endnu havde kunnet holde ud at have hjemmearbejdsdage -- og ind i stuen, hvor hun redte op på gulvet foran fjernsynet. Når hun tændte det og skruede bare en lille smule op for lyden, var det som om hun ikke kunne høre lydene fra værelset ved siden af.

Salamanderen

Illustration: Stine Johannsen

Salamanderen lå i køkkenet. Den havde mistet hovedet, og det varede lidt før de fandt det. Det var rullet længere ind under benene på det store brændekomfur. Ingen af dem havde nogensinde set sådan en salamander før. Den havde en hvid stribe ned langs ryggen, og farven var meget klar, næsten selvlysende, i halvmørket under komfuret. De havde set andre salamandre, omme i baghaven ved de algebefængte damme, men aldrig sådan en.

Luis fandt en lang pind og puffede til den med spidsen.

"Hvorfor gør du det?" ville Bianca vide. Hendes stemme var en lille smule skinger. "Den er død. Den mangler hovedet."

Luis sagde ikke noget og skubbede til den igen, som om han ville være helt sikker.

Epidemi

Jeg blev mødt af dr. Jacobs på stationen.

"Ja, så Kontoret har omsider besluttet sig for at reagere på min henvendelse," sagde han med selvretfærdig harme i stemmen.

Jeg betragtede ham med en vis nysgerrighed. Jeg var ikke bevidst om at have dannet mig et indtryk af ham på forhånd, men på en eller anden måde stemte hans udseende glimrende overens med den mand, der havde sendt en stadig strøm af enslydende, paniske breve til Kontoret om en 'katastrofe' der skulle være udvikling på denne afsides egn, en katastrofe som det aldrig lykkedes ham at beskrive nærmere eller komme med eksempler på. Hans øjne var udstående og virkede evigt stirrende, og et forkølet skæg klyngede sig modvilligt til hans vigende hage. Hans hud var gusten og usund, som om han lige var kommet sig over en længerevarende sygdom. Han bar en krøllet lys jakke over et jakkesæt der virkede for stort til ham. Han var i begyndelsen eller måske slutningen af 60'erne, det var svært at afgøre.

Jeg fortalte ham ikke, at min opgave i højere grad var at vurdere hans person og sindstilstand end den postulerede katastrofe.