Salamanderen

Illustration: Stine Johannsen

Salamanderen lå i køkkenet. Den havde mistet hovedet, og det varede lidt før de fandt det. Det var rullet længere ind under benene på det store brændekomfur. Ingen af dem havde nogensinde set sådan en salamander før. Den havde en hvid stribe ned langs ryggen, og farven var meget klar, næsten selvlysende, i halvmørket under komfuret. De havde set andre salamandre, omme i baghaven ved de algebefængte damme, men aldrig sådan en.

Luis fandt en lang pind og puffede til den med spidsen.

"Hvorfor gør du det?" ville Bianca vide. Hendes stemme var en lille smule skinger. "Den er død. Den mangler hovedet."

Luis sagde ikke noget og skubbede til den igen, som om han ville være helt sikker.

Epidemi

Jeg blev mødt af dr. Jacobs på stationen.

"Ja, så Kontoret har omsider besluttet sig for at reagere på min henvendelse," sagde han med selvretfærdig harme i stemmen.

Jeg betragtede ham med en vis nysgerrighed. Jeg var ikke bevidst om at have dannet mig et indtryk af ham på forhånd, men på en eller anden måde stemte hans udseende glimrende overens med den mand, der havde sendt en stadig strøm af enslydende, paniske breve til Kontoret om en 'katastrofe' der skulle være udvikling på denne afsides egn, en katastrofe som det aldrig lykkedes ham at beskrive nærmere eller komme med eksempler på. Hans øjne var udstående og virkede evigt stirrende, og et forkølet skæg klyngede sig modvilligt til hans vigende hage. Hans hud var gusten og usund, som om han lige var kommet sig over en længerevarende sygdom. Han bar en krøllet lys jakke over et jakkesæt der virkede for stort til ham. Han var i begyndelsen eller måske slutningen af 60'erne, det var svært at afgøre.

Jeg fortalte ham ikke, at min opgave i højere grad var at vurdere hans person og sindstilstand end den postulerede katastrofe.