Jeg blev mødt af dr. Jacobs på stationen.
"Ja, så Kontoret har omsider besluttet sig for at reagere på min henvendelse," sagde han med selvretfærdig harme i stemmen.
Jeg betragtede ham med en vis nysgerrighed. Jeg var ikke bevidst om at have dannet mig et indtryk af ham på forhånd, men på en eller anden måde stemte hans udseende glimrende overens med den mand, der havde sendt en stadig strøm af enslydende, paniske breve til Kontoret om en 'katastrofe' der skulle være udvikling på denne afsides egn, en katastrofe som det aldrig lykkedes ham at beskrive nærmere eller komme med eksempler på. Hans øjne var udstående og virkede evigt stirrende, og et forkølet skæg klyngede sig modvilligt til hans vigende hage. Hans hud var gusten og usund, som om han lige var kommet sig over en længerevarende sygdom. Han bar en krøllet lys jakke over et jakkesæt der virkede for stort til ham. Han var i begyndelsen eller måske slutningen af 60'erne, det var svært at afgøre.
Jeg fortalte ham ikke, at min opgave i højere grad var at vurdere hans person og sindstilstand end den postulerede katastrofe.
"Det var ikke meget bagage," sagde han og hævede det ene af sin strittende øjenbryn i en næsten komisk grimasse. Åbenbart var tre tasker i dr. Jacobs' øjne ikke tilstrækkelig bagage til min betroede opgave.
Med en misbilligende sammensnerpet mund hankede han op i den mindste af taskerne.
Jeg spurgte ham om der var langt til hotellet.
Spørgsmålet lod af en eller anden grund til at overraske ham. Han stoppede brat op, og hans øjne flakkede fra side til side, som om han var bange for at blive overhørt, mens han strøg ned over sit sølle, lille hageskæg med sin frie hånd.
"Ikke langt," sagde han så, tydeligt nervøs over noget, og han vendte sig fra mig med et lille hop. "Nej, ikke langt."
Vi gik uden om den lille stationsbygning, der ikke var meget mere end et skur. Den rummede ikke andet end en billetluge, der var lukket, og en minimal ventesal, med en enkelt bænk. Et skilt fortalte at chokoladeautomaten ikke virkede, og den falmede skrift fortalte at den ikke havde gjort det i lang tid.
Dr. Jacobs fnøs som om elendigheden var en personlig fornærmelse mod ham, og hastede ned ad hvad der viste sig at være byens hovedgade, men som ikke gav et indtryk der var stort bedre end stationen havde gjort. Den var bred og øde og støvet. Asfalten var gennemskåret af revner som en sprukken æggeskal, og græs og ubestemmeligt ukrudt der var svedent af solen, stak op i små totter. Der var ingen trafik på gaden, og på de få, men alle som én ældre, biler, der holdt parkeret, eller måske stod efterladt, langs fortovene, lå der et tydeligt lag støv. Der var noget foruroligende over gaden. En glemt filmkulisse, eller en spøgelsesby.
Hotellet lå i en sidegade til hovedgaden og kun nogle få hundrede meter fra stationen. På dét punkt, i det mindste, viste dr. Jacobs' oplysninger sig ikke at være overdrevne. Bygningerne i gaden lå tæt, men var meget forskelligartede og tydeligvis opført i mange forskellige epoker. Der var beboelsesejendomme i fire-fem etager med tydeligt art nouveau-præg side om side med minimalistiske grå betonfacader og med herskabelige villaer som lå trukket tilbage fra vejen bag hegn og haver. Hotellet kunne minde om netop en sådan villa, men det var en større og havde flere sidebygninger. Det var bygget af røde mursten og havde forskanset sig bag en forsømt forhave.
Dr. Jacobs åbnede den rustne låge og førte an gennem haven. Engang måtte den have været et smukt syn. Gamle palmer, som på en eller anden måde havde trodset de utvivlsomt strenge vintre på egnen, og stauder gav indtryk af en have der engang havde været et besøg værd, men den havde forlængst givet op over for tidens ubønhørlige magt. Bladene på planterne virkede indtørrede og farveløse, og fliserne var revnede og vippede ujævnt som om jorden under dem var skredet.
Hotellets vestibule gav samme forsømte indtryk som haven udenfor. Der var ingen i syne, heller ikke i receptionen, og stilheden syntes at antyde at vi befandt os i en forladt bygning. Gulvet var belagt med et rødt gulvtæppe, som mange fødder gennem årene havde slidt tydelige stier ned i. Et lille arrangement af lænestole og små runde borde trykkede sig i hjørnet til venstre for indgangsdøren. Fyldet stak ud af de røde plysstolesæder, og den afskallede forgyldning på de små bordlamper fik det til at se ud som om møblerne stod og ventede på at blive kørt væk til en marskandiser, snarere end på at gæster, måske efter en lang dags strabadserende udflugter til omegnen, skulle sætte sig og vente på at teen eller drinken skulle blive serveret.
Med endnu et hel serie krampagtige og nervøse bevægelser mod sit hageskæg bevægede dr. Jacobs sig frem mod receptionsskranken. Han gik ikke den direkte vej, men slingrede i små uregelmæssige ryk som om han befandt sig på et skib i bølgegang. Jeg kunne ikke umiddelbart få øje på nogen grund til dr. Jacobs' højst besynderlige adfærd.
Omsider fremme ved skranken satte han min taske på gulvet og vendte sig mod mig.
"Jeg vil efterlade Dem her, professor … Undskyld, jeg fik ikke fat i Deres navn?" sagde han og løftede igen spørgende sit ene øjenbryn. Jeg kunne ikke lade være med at opfatte hans påstående uvidenhed som en bevidst provokation. Det var om ikke andet blevet nævnt i adskillige breve, der forberedte ham på min ankomst.
"Pyle," sagde jeg. "Roman Pyle."
... fortsættes ...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar