 |
| Illustration: Stine Johannsen |
Salamanderen lå i køkkenet. Den havde mistet hovedet, og det varede lidt før de fandt det. Det var rullet længere ind under benene på det store brændekomfur. Ingen af dem havde nogensinde set sådan en salamander før. Den havde en hvid stribe ned langs ryggen, og farven var meget klar, næsten selvlysende, i halvmørket under komfuret. De havde set andre salamandre, omme i baghaven ved de algebefængte damme, men aldrig sådan en.
Luis fandt en lang pind og puffede til den med spidsen.
"Hvorfor gør du det?" ville Bianca vide. Hendes stemme var en lille smule skinger. "Den er død. Den mangler hovedet."
Luis sagde ikke noget og skubbede til den igen, som om han ville være helt sikker.
De lod den ligge, indtil Mercedes kom tilbage fra markedet med de fyldte indkøbsnet. Det var hende der tog et fejeblad og forsigtigt skubbede salamanderens krop og dens lillebitte hoved op på det med kosten.
"Fald dog ned, børn," sagde hun og gennede dem ud af køkkenet. Hun lød irriteret, og de vidste, at det var fordi hun var sent på den med maden. Don Rafael ville have sin middag serveret præcis klokken 1, når han kom hjem fra varehuset for at holde sin siesta. "Det er bare en salamander. En salamander."
Den anden salamander fandt de om aftenen på legeværelset mellem byggeklodserne og ridderborgen, som deres bedstefar havde bygget til dem af træ, der var blevet tilovers, da han fik opført det hus, de nu boede i.
Også denne salamander manglede hovedet, og desuden lå alle fire ben et lille stykke væk fra kroppen, som om de var blevet trukket af i hver sin retning.
Både Mercedes og don Rafael blev hidkaldt af deres skrig, men Bianca nåede med foden at skubbe den fint forarbejdede karet hen foran salamanderen, så den dækkede for det lille lig. Kareten hørte til borgen og de legede altid at miss Elisabeth kørte i den.
"Det var bare en fugl der ramte ruden," sagde Luis og så brødebetynget ud. Bianca gjorde sit bedste for at efterligne hans ansigtsudtryk.
Efter at have skældt dem ud og givet Luis en solid lussing på hver kind over at larme sådan op over ingenting, trak don Rafael sig tilbage til sit studerekammer nede i stueetagen. Mercedes blev lidt længere. Hun arrangerede gardinerne og samlede et par tilfældige stykker legetøj op, mens hun kastede undersøgende blikke rundt i legeværelset. Hun havde ikke troet på Luis' løgn, men hun opdagede ikke liget, fordi Luis faldt ned på knæ og lod som om han arrangerede kjolen på miss Elisabeth, den engelske frøken, selvom han ville få endnu flere klø, måske med spanskrøret eller bæltet, hvis don Rafael så ham lege med dukker igen.
Bagefter lukkede de døren efter Mercedes og trak den mørke træstol, voksenstolen, hen foran, så den stod i spænd for dørhåndtaget.
"De er blevet skåret af," sagde Luis med en blanding af gru og fascination, da han tog salamanderen nærmere i øjesyn. "Hovedet og benene."
Bianca ville ikke se på den. Hun blev stående ved siden af døren med ryggen trykket op mod væggen.
"Hvem ville gøre sådan noget?" spurgte hun med tårer i øjnene.
Luis rejste sig op og så meget ældre ud end sine otte år, da han så på hende med bedrøvelse i blikket.
"Mange mennesker," sagde han stille.
"Men hvorfor? Hvad har den gjort dem?" spurgte hun. "Og hvem har lagt den her?"
"Ved du det virkelig ikke?" spurgte han, og Bianca blev skræmt over hans tonefald. Ligesom hans blik var det bedrøvet, men det var også noget andet, hun ikke forstod.
... fortsættes ...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar