Der var en del af lejligheden hvor hun ikke længere kom. Et enkelt rum hun holdt aflåst. Det gjorde ikke så meget. Hun havde jo egentlig plads nok, og det var nemt at gå forbi døren, på vej ud i køkkenet eller ud på toilettet, uden at lægge mærke til nøglen der stak ud af nøglehullet. Det var i hvert fald let nok for det meste, og det var jo det der talte. Hvis der var flere gode dage end de andre, var alt i orden, det havde hun altid tænkt.
Det sværeste tidspunkt på dagen var, mærkeligt nok, lige når hun kom hjem om aftenen efter arbejde og satte poserne fra supermarkedet på bordet i køkkenet. Dét og så nætterne. Hun kunne selvfølgelig ikke længere bruge det aflåste soveværelse, så hver aften trak hun madrassen fra det lille rum som hun før i tiden havde brugt til kontor -- dengang hun endnu havde kunnet holde ud at have hjemmearbejdsdage -- og ind i stuen, hvor hun redte op på gulvet foran fjernsynet. Når hun tændte det og skruede bare en lille smule op for lyden, var det som om hun ikke kunne høre lydene fra værelset ved siden af.
