Der var en del af lejligheden hvor hun ikke længere kom. Et enkelt rum hun holdt aflåst. Det gjorde ikke så meget. Hun havde jo egentlig plads nok, og det var nemt at gå forbi døren, på vej ud i køkkenet eller ud på toilettet, uden at lægge mærke til nøglen der stak ud af nøglehullet. Det var i hvert fald let nok for det meste, og det var jo det der talte. Hvis der var flere gode dage end de andre, var alt i orden, det havde hun altid tænkt.
Det sværeste tidspunkt på dagen var, mærkeligt nok, lige når hun kom hjem om aftenen efter arbejde og satte poserne fra supermarkedet på bordet i køkkenet. Dét og så nætterne. Hun kunne selvfølgelig ikke længere bruge det aflåste soveværelse, så hver aften trak hun madrassen fra det lille rum som hun før i tiden havde brugt til kontor -- dengang hun endnu havde kunnet holde ud at have hjemmearbejdsdage -- og ind i stuen, hvor hun redte op på gulvet foran fjernsynet. Når hun tændte det og skruede bare en lille smule op for lyden, var det som om hun ikke kunne høre lydene fra værelset ved siden af.
Men det værste var nu nok når hun kom hjem og tømte poserne fra Rema1000, og hun fik øje på døren til soveværelset på den anden siden af den korte. Så var det som om hun måtte lære angsten at kende forfra hver gang. Hun glemte aldrig hvad der befandt sig derinde, heller ikke på arbejdet -- hvordan skulle hun kunne det? -- den viden blev hos hende hvert minut, hver dag. Men når hun havde været ude og kom hjem var det alligevel som om angsten hver gang ny igen.
Når hun satte mælk og æg i køleskabet og dagens færdigret i mikroovnen, var hun altid nødt til at have døren åben. Hun var nødt til med korte mellemrum at sikre sig, at døren til soveværelset ikke på en eller anden måde var gået op. Først når der var gået et stykke tid og alt stadig var i orden, kunne hun begynde at slappe en lille smule af, og nogle gange kunne hun ligefrem vende ryggen til soveværelset, men det var sjældent.
Hun kunne stadig huske, da _det_ var flyttet ind i hendes soveværelse og havde fortrængt det der var der i forvejen. Hun var kommet lidt senere hjem fra arbejde end normalt, og hun var træt, og hun følte at hun havde brug for at være alene, rigtigt alene. Hun havde vidst at noget var forandret så snart hun havde låst sig ind. Hun havde kunnet lugte det, eller hun havde kunnet mærke det som en sitren i luften, hun vidste ikke præcis hvordan. Men hun havde ikke engang kunnet sige farvel til sine forældre, der gik da hun kom, hendes mor med en typisk bemærkning om hvor sent det var blevet og uden at spørge til hvordan hun havde det. I et stykke tid var hun gået fra rum til rum som et dyr der forsøgte at få færten af et bytte, indtil hun til sidst var nået til soveværelset, og hun vidste at det var her misstemningen stammede fra.
... fortsættes ...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar