Jeg er ikke noget slet menneske. Den tanke må Du have for øje, kære Læser, hvis Du vælger at bruge tid på at læse denne min beretning til ende. Det var ikke tanken om de mange penge, som så utvetydigt blev stillet mig i udsigt af min onkel, der fik mig til at stå på toget i Boston den skæbnesvangre aften, kun få timer efter at jeg havde modtaget det besynderlige og højst overraskende brev. Jeg anså mig dengang nærmest for at være en slags intellektuel og havde vel nok vundet mig et vist navn inden for den offentlige polemik som en årvågen iagttager og en skarp pen. Og som man så kunne forvente, anså jeg penge mere som et nødvendigt onde, som jeg fra tid til anden måtte tigge mig til fra forskellige benefaktorer blandt Bostons såkaldte elite, end som noget jeg selv måtte eje. Dette var der i sig selv ikke noget usædvanligt i.
Men da det lød fra min onkels egen hånd, at hans tid var ved at rinde ud, som han så sentimentalt udtrykte det, var jeg mellem de nærmere og fjernere slægtninge, som på hans egen opfordring søgte mod hans påståede sygeleje. Min broder, derimod, var ikke, selvom han havde modtaget samme skrivelse fra vores onkel som jeg selv. Vi havde et skænderi – jeg opfattede det i det mindste som et skænderi – på perronen, som kun endte fordi toget netop da satte i gang, og jeg kunne lade som om larmen fra kedlen og den hidsige fløjte druknede hans sidste, ildevarslende ord.
Nej, kære Læser, det var ikke pengene, der lokkede mig til New Hampshire. Jeg havde, hvis sandheden skal frem – og det skal den, det er på tide, og det er nødvendigt for at kunne fortælle det, som jeg må fortælle – nyligen, som unge mennesker nu engang har, haft en lettere penibel liaison med en ung kvinde, en grossererdatter fra Boston, og et par dage væk fra byen med dens minder og fortrædeligheder, var lige hvad jeg troede jeg havde brug for.
Det skulle vise sig, at min onkel havde overdrevet sin dårligdom, og efterhånden som dage blev til uger, og uger blev til måneder, var der adskillige af os slægtninge, der begyndte at fortryde at vi var kommet – onkel Henrys nærmest sagnomspundne formue eller ej – og i al stilhed rejste hjem igen med halen mellem benene. Jeg var ikke imellem dem, selvom – det indrømmer jeg gerne – at der var tidspunkter hvor jeg var fristet. Men jeg behøvede blot at tænke på årsagen til at jeg i første omgang havde forladt Boston, før straks problemerne med min onkels skiftende humør og det ensomme, trøstesløse landskab der omgav hans gods på alle sider, syntes små og banale. Det var sandt at sige ikke mange nyheder der nåede ud til os, men mellem linjerne i de få og korte breve, jeg modtog fra min broders hånd, var det let at forstå et og andet om en vis grosserer som jeg kunne tiltænke mange gode grunde til ikke at ønske mig velkommen hjem.
Men nu forivrer jeg mig. Det var den kolde og blæsende septemberaften i Boston, jeg ville fortælle om.
... fortsættes ...

Ingen kommentarer:
Send en kommentar