På isen

Illustration: Dorte Haltrup (foto) / nhs

Den sidste morgen var kulden så stærk at næseborene frøs til is. De havde været strandet på gletsjeren i fire uger, og der var ingen tegn på at hjælpen var på vej. Kræfterne var ved at slippe op for dem begge, men om morgenen anede David ikke at denne dag ville blive den sidste.

Thomas havde forladt teltet tidligt for at lade sit vand. Teltet var egentlig for småt til dem, det var et halvandenmandstelt, og sammen med resterne af deres udstyr og proviant fyldte de det helt op. Det vigtigste, og det eneste, der var at gøre i deres situation var at holde humøret oppe, men det var næsten umuligt, når de var tvunget til at bo så tæt sammen. Det andet telt havde de mistet allerede inden Thomas brækkede anklen og de måtte opgive at fortsætte rejsen. Hans fod blev fanget i en af de mange forræderiske spalter og revner som gletsjeren til deres overraskelse havde vist sig at være plaget af.

Den sidste melodi

Der er lyden af en gammel, skrattende transistorradio. Lyden når hende mellem træerne i den kolde skov. Den stiger og falder i styrke, som om den bliver båret til hende langvejs fra af vinden. Nogle gange er den ikke højere end en tanke, andre gange er den så høj at hun næsten kan genkende melodien, men det gør hun aldrig. Melodien er både bekendt og fremmedartet. Hun får den tanke at tonerne på deres vej gennem skoven vælger hver deres rute mellem træerne og derfor når hende i en lidt anden orden end de er startet i.

Hun går efter lyden, selvom hun aldrig er helt sikker på i hvilken retning den kommer fra, og den ikke lader til at blive højere ligegyldigt hvor langt hun går. Hun ved ikke hvad hun ellers skal gøre. Der er ingen sti, men træerne står ikke tæt og jordbunden er fast og nem at gå på.