Den sidste melodi

Der er lyden af en gammel, skrattende transistorradio. Lyden når hende mellem træerne i den kolde skov. Den stiger og falder i styrke, som om den bliver båret til hende langvejs fra af vinden. Nogle gange er den ikke højere end en tanke, andre gange er den så høj at hun næsten kan genkende melodien, men det gør hun aldrig. Melodien er både bekendt og fremmedartet. Hun får den tanke at tonerne på deres vej gennem skoven vælger hver deres rute mellem træerne og derfor når hende i en lidt anden orden end de er startet i.

Hun går efter lyden, selvom hun aldrig er helt sikker på i hvilken retning den kommer fra, og den ikke lader til at blive højere ligegyldigt hvor langt hun går. Hun ved ikke hvad hun ellers skal gøre. Der er ingen sti, men træerne står ikke tæt og jordbunden er fast og nem at gå på.

Det er koldt, men det er ikke frost. Hun tænker, at det må være vinter, fordi træerne ikke har blade og fordi der lugter af muld, men hun ved det ikke med sikkerhed. Radioen og hendes skridt gennem de rådnende blade er de eneste lyde i skoven. Hun ved ikke hvor længe hun har gået. På et tidspunkt begynder hun at føle sig træt, selvom hun ikke er sikker på at det er en fysisk træthed. Omtrent samtidig lægger hun mærke til en ny lyd. Det er en kort, afsluttende lyd, som gentager sig med nogle sekunders mellemrum. Et øjeblik senere, eller sådan føles det, når hun ud i en lysning i skoven. I lysningen ligger et hus, eller i hvert fald en bygning der ville minde om et hus, hvis den ikke var bygget af gammelt træ og pap. Fra en høj, smal skorsten af sort blik stiger en hvid røg op i den klare luft. Himlen ovenover er skyfri, men den har en blegblå nuance, der næsten får den til at se hvid ud. Der er koldere her end der var i skoven.

Op ad den ene side af huset, så høj at den rager op over det ujævne tag, ligger en bunke brændeknuder der breder sig langt ud i lysningen. Under et halvtag ved den anden ende af huset står kløvet brænde stablet. En enkelt række er færdig, den næste er netop påbegyndt. Det virker som om der er forsvindende lidt kløvet brænde i forhold til den enorme bunke af knuder.

Oven på en brændeknude står der en lille metallisk transisterradio. En lang, tynd teleskopantenne rager fra den op mod himlen. Lyden stiger og falder stadig i styrke, og det er stadig ikke til at genkende melodien i den statiske støj.

Et stykke tid står hun bare og ser ham arbejde. Hans sikre, rolige bevægelser. Han arbejder uden hast, men også uden pauser. Øksen falder med præcision og styrke, igen og igen. Hun har svært ved at få blikket fra den økse, det lange, slidte skaft, det blanke hoved.

... fortsættes ...

Læs hele novellen (3.400 ord, ca. 8 A4-sider):
Den sidste melodi (pdf) | Den sidste melodi (ebog, epub)