På isen

Illustration: Dorte Haltrup (foto) / nhs

Den sidste morgen var kulden så stærk at næseborene frøs til is. De havde været strandet på gletsjeren i fire uger, og der var ingen tegn på at hjælpen var på vej. Kræfterne var ved at slippe op for dem begge, men om morgenen anede David ikke at denne dag ville blive den sidste.

Thomas havde forladt teltet tidligt for at lade sit vand. Teltet var egentlig for småt til dem, det var et halvandenmandstelt, og sammen med resterne af deres udstyr og proviant fyldte de det helt op. Det vigtigste, og det eneste, der var at gøre i deres situation var at holde humøret oppe, men det var næsten umuligt, når de var tvunget til at bo så tæt sammen. Det andet telt havde de mistet allerede inden Thomas brækkede anklen og de måtte opgive at fortsætte rejsen. Hans fod blev fanget i en af de mange forræderiske spalter og revner som gletsjeren til deres overraskelse havde vist sig at være plaget af.

I virkeligheden var det især David der var påvirket af manglen på plads og den stilstand deres rejse var endt i. Thomas bevarede på en eller anden måde sit naturlige positive væsen på trods af de kortere og kortere dage, den tiltagende kulde og fraværet af håb. På trods af den dårlige fod og den ildevarslende feber, der dag for dag steg en lille smule, var det stadig ham, der havde overskud til at komme med de opmuntrende bemærkninger, mens David derimod lukkede sig mere og mere inde i sin egen verden og kun reagerede mekanisk på Thomas' spørgsmål.

Denne morgen tog David sig i næsten at nyde ensomheden og fraværet af Thomas' krop i det lille telt. Han kunne, bare et øjeblik, trække vejret frit. Hvis han havde haft tårer tilbage, ville han have grædt af lettelse.

Der gik for lang tid før han lagde mærke til, at Thomas ikke var vendt tilbage. Da først tanken havde meldt sig, indså han næsten straks alvoren. I de få sekunder, der gik før han fik vrikket sig ud af soveposen og iført sig den forede jakke og sælskindshandskerne, løb hans tanker gennem de mulige årsager til fraværet uden at dvæle ved nogen særlig af dem. Den præcise grund havde i sidste ende mindre betydning, slutningen på alle uventede hændelsesforløb på isen var den samme.

Han fandt Thomas et stykke fra teltet, og i en retning de ikke havde bevæget sig før. Han vidste ikke hvorfor Thomas præcis denne morgen, den første efter snestormen var hørt op, havde valgt dette sted. Han lå halvvejs på ryggen i en unaturlig stilling. Den ene arm var strakt ud i retning af teltet og David. Handsken var væk, og hånden lå blottet med fingerspidserne nedad i sneen. De havde fået en usund, blålig farve, der afslørede at blodet ikke længere løb uhindret gennem årerne. Hans hætte var gledet ned, og der havde dannet sig frostsår på hans ører. Hans elefanthue var væk.

David modstod den første indskydelse, som var at løbe sin bror til hjælp. Uoverlagte handlinger blev altid straffet på isen. I stedet nærmede han sig varsomt, skridt for skridt. Den tætpakkede sne og is knirkede under hans støvler. Der var ingen lugte ud over den særlige fornemmelse af hård frost i næsen, når den lukkes af is. Thomas' øjne var åbne, men fulgte ikke hans bevægelser og tilbød ingen forklaring på hans ubevægelighed. Han trak vejret tungt, men regelmæssigt.

... fortsættes ...

Læs hele novellen (3.200 ord, ca. 7 A4-sider):
På isen (pdf) | På isen (ebog, epub)