Uindbudt gæst

Illustration: mdpai75 / mojitos rock / nhs

Liget hang i stuen, da Niller kom hjem fra arbejde. Det var endnu ikke begyndt at lugte. Det overraskede ham at finde det dér, det havde ikke hængt der om morgenen, da han tog af sted, og et lig kunne da ikke bare dukke op ud af den blå luft, vel? Nogen, en mand i slutningen af trediverne eller måske begyndelsen af fyrrerne, havde fået adgang til hans, Nillers, hjem i løbet af dagen, havde fundet frem til hans stue, havde taget sig tid til at bore en krog op i hans loft og havde så kastet et reb over krogen og hængt sig – endda mens Niller intetanende havde arbejdet med et særligt vanskeligt Excel-ark til en præsentation. Det var en højst besynderlig og, syntes Niller, virkelig ikke spor velkommen opførsel.

Så vidt han vidste, kendte han ikke manden og havde heller ikke kendt ham, dengang han var en mand, og ikke et lig der hang i en stue. Niller havde aldrig rigtigt tænkt over de mere metafysiske spørgsmål i livet, så han vidste ikke hvad videnskaben sagde om hvor manden endte og liget begyndte, så han vidste ikke rigtigt hvem af dem der havde gjort hvad. Hvem havde hængt sig? Hvem hang?

Baronens sidste efterår

Illustration: Dorte Haltrup (foto) / nhs

Ingen i byen lærte nogensinde hvor han kom fra eller hvordan han havde fået titlen 'baron'. Han red første gang igennem byen med sit fornemme følge ved middagstid en klar frostdag i januar uden at gøre holdt og uden overhovedet at værdige den gamle kirke, kroen eller de usle bygninger et blik. Byens borgere – dårligt klædte og beskidte, i hvert fald i forhold til rytterne – blev tilkaldt af lyden af hove og kom ud af husene. De stod tavse og så dem ride forbi. Rytterne var klædt i farvestrålende dragter, blå, lilla, røde farver gik igen i de flestes, deres hatte var pyntede med perler og fjer. I byen havde man aldrig set sådant tøj før. De gik ud fra at det var den seneste mode, men de vidste ikke hvor det var den seneste mode henne.

Baronen – selvom de på det tidspunkt endnu ikke vidste, at det var det, han var – red forrest. Bag ham fulgte de andre ryttere, to og to. Han holdt tøjlerne stramt samlet i venstre hånd og havde overkroppen drejet halvvejs i den modsatte retning, mens han holdt hesten i hastig skridtgang. De havde aldrig set nogen ride sådan før, men de fornemmede at det måtte være en betydningsfuld mand, der ville vælge at ride så ubekvemt.

Den mudrede vej der førte tværs gennem byen, var endnu ikke blevet hærdet af frosten, som var kommet sent den vinter, og hestene efterlod sig snorlige rækker af spor efter deres hove. Smeden studerede dem bagefter med kendermine og udbredte sig om den høje kvalitet af hestenes sko og kom med gæt på hvor de kunne være blevet skoet og af hvem. Der var ingen der nænnede at spørge ham om, hvorfor hans egne hestesko var kendt for at gå løs efter få måneder, når han nu vidste så meget om dem. Det var alligevel de færreste af dem der havde råd til at få skoet deres heste, der var arbejdsheste og hvis slægtskab med de slanke fuldblods som baronen og hans følge red på, næsten ikke var til at få øje på.

De kom over højderyggen

De kom over højderyggen og i ly af natten.

Det første han lagde mærke til, var et lysglimt der ikke burde have været der. Det var nat, og fuldmånen hang unaturlig stor over dalen, der lå klemt inde mellem stejle bakkeskråninger. Bag ham spillede musikken, og der lød fjern mumlen fra mange, opstemte stemmer.

Glimtet kom fra toppen af bakkekammen mod syd og var næsten usynligt. Han var god til sit hverv, han var rolig, grundig og havde evnen til at bevare koncentrationen selv efter timers inaktivitet, men selvom en god vagtpost havde evnen til at registrere bevægelser i hele synsfeltet uden at fokusere på et særligt område, så var lysglimtet så svagt og det var forsvundet igen så hurtigt, at det var et rent tilfælde, at han fik øje på det. Han så kun det ene, selvom han nu vidste præcis mod hvilket område han skulle vende opmærksomheden, hvilket betød at angriberne var erfarne. En måneoplyst nat som denne var det næsten umuligt at undgå den slags små uheld, en klinge eller et skjold der ikke var sløret godt nok med den helt rigtige blanding af mudder, sod og opløste blade. En blottet pilespids kunne være nok, hvis månens lys var stærkt nok og beskueren årvågen eller heldig nok.