De kom over højderyggen og i ly af natten.
Det første han lagde mærke til, var et lysglimt der ikke burde have været der. Det var nat, og fuldmånen hang unaturlig stor over dalen, der lå klemt inde mellem stejle bakkeskråninger. Bag ham spillede musikken, og der lød fjern mumlen fra mange, opstemte stemmer.
Glimtet kom fra toppen af bakkekammen mod syd og var næsten usynligt. Han var god til sit hverv, han var rolig, grundig og havde evnen til at bevare koncentrationen selv efter timers inaktivitet, men selvom en god vagtpost havde evnen til at registrere bevægelser i hele synsfeltet uden at fokusere på et særligt område, så var lysglimtet så svagt og det var forsvundet igen så hurtigt, at det var et rent tilfælde, at han fik øje på det. Han så kun det ene, selvom han nu vidste præcis mod hvilket område han skulle vende opmærksomheden, hvilket betød at angriberne var erfarne. En måneoplyst nat som denne var det næsten umuligt at undgå den slags små uheld, en klinge eller et skjold der ikke var sløret godt nok med den helt rigtige blanding af mudder, sod og opløste blade. En blottet pilespids kunne være nok, hvis månens lys var stærkt nok og beskueren årvågen eller heldig nok.
