De kom over højderyggen

De kom over højderyggen og i ly af natten.

Det første han lagde mærke til, var et lysglimt der ikke burde have været der. Det var nat, og fuldmånen hang unaturlig stor over dalen, der lå klemt inde mellem stejle bakkeskråninger. Bag ham spillede musikken, og der lød fjern mumlen fra mange, opstemte stemmer.

Glimtet kom fra toppen af bakkekammen mod syd og var næsten usynligt. Han var god til sit hverv, han var rolig, grundig og havde evnen til at bevare koncentrationen selv efter timers inaktivitet, men selvom en god vagtpost havde evnen til at registrere bevægelser i hele synsfeltet uden at fokusere på et særligt område, så var lysglimtet så svagt og det var forsvundet igen så hurtigt, at det var et rent tilfælde, at han fik øje på det. Han så kun det ene, selvom han nu vidste præcis mod hvilket område han skulle vende opmærksomheden, hvilket betød at angriberne var erfarne. En måneoplyst nat som denne var det næsten umuligt at undgå den slags små uheld, en klinge eller et skjold der ikke var sløret godt nok med den helt rigtige blanding af mudder, sod og opløste blade. En blottet pilespids kunne være nok, hvis månens lys var stærkt nok og beskueren årvågen eller heldig nok.

Nej, det var ikke tilfældige bønder der ville benytte festlighederne til at give igen for de stadigt stigende skatter, som de blev opkrævet, det var ikke en pjaltet tyvebande der ville gå efter en større gevinst end de ensommere vandrere de plejede at overfalde, eller tiggere fra en af kystbyerne der havde fået nok af at lede i skraldespande og skarndynger efter næste måltid. Det var uddannede og erfarne soldater med en nøje planlagt strategi.

Lysglimtet var kommet fra den højderyg som Dogen og hans lige kaldte Helenas Barm, når de ville være vulgære, og som de lokale kaldte Gartnerens røv. Hvis Janus ikke havde lagt mærke til det første glimt på toppen, var han sikker på at han heller ikke ville have set de næsten usynlige bevægelser længere nede ad den stejle skråning, i buskadserne, hvis omrids skinnede spøgelsesagtigt i månelyset. Bevægelserne kunne næsten lige så godt skyldes vinden, men Janus vidste nu at de skyldtes angriberne, der med den nødvendige tålmodighed bevægede sig ned mod dalens bund, fra skygge til skygge. Det var alt for længe siden at Dogen havde beordret vegetationen på bakkerne omkring Huset brændt af, så den ikke kunne skjule angribere fra vagternes øjne. Et af mange tegn på den nuværende doges uduelighed.

... fortsættes ...

Læs hele novellen (6.000 ord, ca. 11 A4-sider):
De kom over højderyggen (pdf) | De kom over højderyggen (ebog, epub)