Baronens sidste efterår

Illustration: Dorte Haltrup (foto) / nhs

Ingen i byen lærte nogensinde hvor han kom fra eller hvordan han havde fået titlen 'baron'. Han red første gang igennem byen med sit fornemme følge ved middagstid en klar frostdag i januar uden at gøre holdt og uden overhovedet at værdige den gamle kirke, kroen eller de usle bygninger et blik. Byens borgere – dårligt klædte og beskidte, i hvert fald i forhold til rytterne – blev tilkaldt af lyden af hove og kom ud af husene. De stod tavse og så dem ride forbi. Rytterne var klædt i farvestrålende dragter, blå, lilla, røde farver gik igen i de flestes, deres hatte var pyntede med perler og fjer. I byen havde man aldrig set sådant tøj før. De gik ud fra at det var den seneste mode, men de vidste ikke hvor det var den seneste mode henne.

Baronen – selvom de på det tidspunkt endnu ikke vidste, at det var det, han var – red forrest. Bag ham fulgte de andre ryttere, to og to. Han holdt tøjlerne stramt samlet i venstre hånd og havde overkroppen drejet halvvejs i den modsatte retning, mens han holdt hesten i hastig skridtgang. De havde aldrig set nogen ride sådan før, men de fornemmede at det måtte være en betydningsfuld mand, der ville vælge at ride så ubekvemt.

Den mudrede vej der førte tværs gennem byen, var endnu ikke blevet hærdet af frosten, som var kommet sent den vinter, og hestene efterlod sig snorlige rækker af spor efter deres hove. Smeden studerede dem bagefter med kendermine og udbredte sig om den høje kvalitet af hestenes sko og kom med gæt på hvor de kunne være blevet skoet og af hvem. Der var ingen der nænnede at spørge ham om, hvorfor hans egne hestesko var kendt for at gå løs efter få måneder, når han nu vidste så meget om dem. Det var alligevel de færreste af dem der havde råd til at få skoet deres heste, der var arbejdsheste og hvis slægtskab med de slanke fuldblods som baronen og hans følge red på, næsten ikke var til at få øje på.

De vidste ikke at den første rytter var baron, og de vidste ikke hvad formålet med hans besøg var, men de vidste, at noget var i gære. Så langt byens fælles hukommelse gik tilbage, havde de aldrig haft besøg af en så fornem gæst, eftersom byen lå isoleret og langt fra alfarvej og ikke havde den mindste strategiske betydning, hverken kommercielt eller militært. De havde i det store hele været tilfredse med at holde sig uden for magtfulde mænds søgelys, indtil nu. Hvis man ikke stræbte alt for højt og ikke fantaserede om det der ikke var, mente man i byen, så gik det hele meget nemmere.

Men det uventede besøg denne glasklare vinterdag, vakte nu en vis nysgerrighed til live. Da rytterne uden et ord til nogen af tilskuerne var forsvundet ind i den nøgne skov på den modsatte side af byen og havde efterladt sig en svag duft af eksotiske krydderier og parfumer, fulgte de modigste og de mest nysgerrige efter dem, løbende til fods gennem den kolde skov. Senere – på kroen da rytterne for længst var redet tilbage gennem byen og var forsvundet igen, lige så tavse som tidligere på dagen – kunne de fortælle at rytterne uden tøven var reddet op på Knolden, den klippebestrøede bakke lige nord for byen, hvor bønderne lod deres får græsse om sommeren og som de alle normalt holdt sig fra i vinterhalvåret på grund af de bratte og farlige skift i vejret.

På toppen af Knolden, hvor skoven hørte op og klipperne begyndte, havde rytterne gjort holdt og var steget af deres heste. Manden, som de senere skulle komme til at kende som 'baronen', var høj og lys og havde et tætklippet fuldskæg. Når Hulle-Jens, som var blandt de nysgerrige, omend ingen før havde overvejet at inkludere ham blandt de modige, senere beskrev hans ansigt, brugte han ord som 'koldt' og 'hårdt'. Manden havde ikke sagt meget, men ladet en anden mand, dobbelt så gammel som han selv, tale for sig. Talsmanden var som den eneste helt klædt i sort, hvilket fik Hulle-Jens til at kalde ham for en mager og gøre Djævlens tegn foran sig, selvom de andre tilskuere på hans påklædning tydeligt havde kunnet se at han bare var en betroet rådgiver.

Blandt rytterne var også en mand, endnu mere fremmedartet i klæder og manerer end de andre ryttere, hvidhåret som rådgiveren, selvom han ikke var nær så gammel, og simpelt klædt i en hvid kutte. Hans vejrbidte ansigt der fortalte om et aktivt udendørsliv, ville – om ikke andet – tydeligt have adskilt ham fra de andre. Hulle-Jens, blandt hvis mange fejl en dårlig hørelse ikke kunne regnes, svor på at han talte et sprog som intet menneske kunne forstå. Denne påstand modsagde han dog selv i den næste sætning, da han måtte forklare, hvordan en ung knøs var blevet skubbet frem fra selskabets bagtrop, og hvordan den sortklædte rådgiver havde henvendt sig til ham, hvorefter drengen vendte sig mod den fremmede, og ud af hans mund kom der mere af det uhyggelige kaudervælsk.

Med drengen som en noget modvillig hjælper diskuterede baronens rådgiver og den hvidhårede fremmede i timevis. Den fremmede pegede og forklarede og angav afstande og mål ved at holde sine hænder op, og ventede så tålmodigt på at drengen bragte hans ord videre. Baronen deltog ikke selv i samtalen, og hans ansigt afslørede ingen følelser – som det sømmede sig for en rigtige adelig, sagde Hulle-Jens bagefter, med skinnende øjne – men hans blik havde nøje fulgt enhver af den fremmedes bevægelser.

Det var anderledes fat med resten af følget. De stod i baggrunden og frøs og slog kuskeslag. De lod ikke til at interessere sig for samtalen overhovedet.

Ingen af dem, hverken følget eller den lille gruppe med baronen, bemærkede Hulle-Jens og de andre, der lå i buskadset i udkanten af skoven, eller hvis de gjorde, lod de sig i hvert fald ikke mærke med det, heller ikke da de senere steg til hest igen og red ned fra Knolden den vej de var kommet. Hvilket ærinde de end havde haft, var fuldbragt.

... fortsættes ...

Læs hele novellen (22.000 ord, ca. 40 A4-sider):
Baronens sidste efterår (pdf) | Baronens sidste efterår (ebog, epub)