|
| Illustration: mdpai75 / mojitos rock / nhs |
Liget hang i stuen, da Niller kom hjem fra arbejde. Det var endnu ikke begyndt at lugte. Det overraskede ham at finde det dér, det havde ikke hængt der om morgenen, da han tog af sted, og et lig kunne da ikke bare dukke op ud af den blå luft, vel? Nogen, en mand i slutningen af trediverne eller måske begyndelsen af fyrrerne, havde fået adgang til hans, Nillers, hjem i løbet af dagen, havde fundet frem til hans stue, havde taget sig tid til at bore en krog op i hans loft og havde så kastet et reb over krogen og hængt sig – endda mens Niller intetanende havde arbejdet med et særligt vanskeligt Excel-ark til en præsentation. Det var en højst besynderlig og, syntes Niller, virkelig ikke spor velkommen opførsel.
Så vidt han vidste, kendte han ikke manden og havde heller ikke kendt ham, dengang han var en mand, og ikke et lig der hang i en stue. Niller havde aldrig rigtigt tænkt over de mere metafysiske spørgsmål i livet, så han vidste ikke hvad videnskaben sagde om hvor manden endte og liget begyndte, så han vidste ikke rigtigt hvem af dem der havde gjort hvad. Hvem havde hængt sig? Hvem hang?
Eller måske kendte han ham alligevel, nu hvor han tænkte sig om. Det var svært at sige, fordi ansigtet var misfarvet på det frygteligste, og desuden hang hovedet helt oppe under loftet i en lidt skæv vinkel på grund af rebet.
Han vidste ikke rigtigt hvad han skulle gøre. Han havde aldrig været i sådan en situation før, og ingen havde fortalt ham, hvad man stillede op med et lig der hang og duvede stille over det grimme tæppe, som hans ekskone i øvrigt havde arvet efter sine forældre, og som hun havde efterladt, da hun en dag fortalte ham, at nu gik hun fra ham. Han mente at vide, at det var vigtigt at man ikke rørte det, altså liget, tæppet måtte man nok gerne røre, selvom han ikke kunne se nogen grund til at gøre det. Det var noget med politiet og beviser. Men ville politiet overhovedet være interesseret i et lig der så tydeligt havde begået selvmord? Dér lå stolen som han havde stået på. Dér lå værktøjet han havde brugt til krogen.
Tænk hvis de bare lagde på, når han ringede til dem og forklarede dem problemet. Eller grinede af ham. Hvad skulle han så gøre?
Måske var det bedre bare at ringe til en bedemand. Liget var jo, ja, et lig, og det var bedemænd der hentede lig, så meget vidste han da. Men bedemanden ville måske spørge om, hvilken kiste de skulle putte det i, liget, og Niller vidste ikke noget om kister. Jo, han vidste selvfølgelig hvad en kiste var, han ville godt kunne genkende en kiste hvis han så den. Dét var en kiste, og dét var en kiste. Og dét var ikke en kiste, det var en stol. Eller et bord, eller hvad det nu måtte være. Så selvfølgelig kunne man ikke sige, at han slet ikke vidste noget om kister. Men hvordan skulle han kunne vælge én kiste mellem andre kister? Hvilken kiste var bedst – holdt sig bedst i jorden, eller gik hurtigst i opløsning, al den slags vidste han ikke noget om. Og hvilken kiste ville denne mand, der nu hang i hans stue, have foretrukket? Det sidste hvilested og så videre, det måtte jo være en stor beslutning. Hvordan skulle han, Niller, træffe et valg på vegne af en mand han aldrig havde mødt eller i hvert fald aldrig havde talt med om hans præferencer for kister.
Nej.
Nej, det kunne han simpelthen ikke tage sig af lige nu. Han skulle have renset tagrenderne inden det begyndte at regne, ja, det havde han faktisk skullet længe, og så var der regningen fra forsikringsselskabet, som han aldrig havde fået sat på betalingsservice, selvom han tænkte på det hvert år. Og det skadede jo nok ikke at vente lidt. Liget hang der jo bare.
... fortsættes ...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar